Tvillinger

Tvillinger opdeles overordnet i enæggede og tveæggede tvillinger. Venter man tveæggede tvillinger, er to æg blevet befrugtet samtidig. Venter man enæggede tvillinger, er ét æg blevet befrugtet og har derefter delt sig i to.

 

Tveæggede tvillinger

Venter man tveæggede tvillinger, er to separate æg blevet befrugtet af hver deres sædcelle, og æggene har udviklet sig sideløbende. Tvillingerne har således ikke samme genmateriale, og de kan have to forskellige biologiske køn.

Da de to befrugtede æg udvikler sig side om side, har tveæggede tvillinger hver deres moderkage og hver deres sæt af fosterhinder. De ligger således i hver deres ballon med fostervand, de kan bevæge sig rundt i.


Enæggede tvillinger

Venter man enæggede tvillinger, er ét æg blevet befrugtet af én sædcelle og har derefter delt sig i to. Tvillingerne har således samme genmateriale og samme biologiske køn.

I graviditeter med enæggede tvillinger, afhænger antallet af fosterhinder og moderkager af det tidspunkt, ægget har delt sig i to. Sker delingen på et tidligt tidspunkt, vil tvillingerne have hver deres moderkage og hver deres fosterhinder og fostervand. Sker delingen på et senere tidspunkt, vil tvillingerne dele moderkage, og de vil enten have hver deres fosterhinder med fostervand eller ligge i det samme fostervand inde i de samme fosterhinder.


Hvordan ved man hvilken slags tvillinger, det er?

Ved nakkefoldsskanningen bestemmes antallet af fostre. Er der to fostre, efterses moderkagen og fosterhinderne for at afgøre hvilken type tvillinger, der er tale om. Resultatet har betydning for antallet af kontroller i graviditeten og i sidste ende fødselsmåde.

Hvor mange får tvillinger?

I Danmark udgør tvillingefødsler 2 procent af alle fødsler. Omkring halvdelen af dem, der får tvillinger, er blevet gravide efter fertilitetsbehandling. 70 procent af tvillingerne, er tveæggede, og 30 procent af tvillingerne er enæggede.

Vil du vide mere om tvillinger og tvillingefødsler?

Lyt til EP. 15 - Double trouble